122 dage på den grønne ø

Efter nogle stille dage alene i lejligheden ses jeg med Tami og hendes veninde, der har studeret i Danmark og dermed taler dansk, men efter 4,5 måned med engelsk er den danske sprog er svær at tale.

Lørdag forlader jeg Cork for en stund og sætter med O’Brien Tours kursen mod Bantry i det sydvestlige Irland. Bantry, som jeg egentlig skulle have besøgt for flere måneder siden på et hitchhicking race gennem landet, er dog ikke noget særligt. Til gengæld er vejen til den lille havneby spektakulær; som vi drøner over de små, hullede landevejen, hvor jeg flere gange tager chaufføren i at køre det dobbelte af det tilladte, møder den ene snedækkede bjergtinde efter den anden os. Langs den klippefyldte kystlinje græsser æsler og sorthovedet får, mens de grønne, frostdækkede marker strækker sig så langt øjet rækker – et syn for guderne!

I bussen falder jeg i snak med de to andre passagerer, Hyeon fra Korea og Miyuki fra Japan, der desuden kender hinanden fra deres studietid i England. Sammen udforsker vi Mizen Head, Irlands sydvestligste punkt samt byerne Schull, Skibberreen og ikke mindst Clonakilty, hvor frihedshelten eller terroristen (afhængigt af øjnene der ser) Michael Collins, kom fra. Vi tre piger klikker omgående og har en sjov dag i hinandens selskab.

Søndag mødes jeg Laura, som ENDELIG er tilbage fra juleferie, mens Eke og Bella gør os selskab om mandagen med chai latte og biftur.                                                                             

Tirsdag, efter at have fundet en vejleder og fået mit bacheloremne godkendt, drager jeg helt høj mod fyssen, hvor jeg dog får lidt af en mavepuster, da lægen gør det klart, at jeg ved ankomst i Danmark som minimum skal scannes og i værste tilfælde opereres, hvis knæet fortsætter med at være ustabilt.

Humøret stiger dog da jeg senere mødes med Laura, Eke, Bella og Linda til middag på én af byens glutenfri restauranter, hvor jeg for første gang smager Irish stew. Aftenen ender på en lille, hyggelig pub, hvor musikken er på et niveau, at man rent faktisk kan føre en samtale.

Onsdag er jeg tilbage hos tatovøren, der tegner omridset på min specialdesignet trekløver op igen, da han ikke var tilfreds med sit eget arbejde - hvem er jeg så til at beklage mig…

Senere kigger Sarah forbi inden selvsamme Sarah samt Eke, Linda, Laura og jeg mødes til middag og biograftur, efter, at jeg har brugt det meste af dagen på materialesøgning til det snart forestående bachelorprojekt om irsk nationalisme.

Det meste af torsdagen går med rengøring, pakning og snøfteri, inden jeg mødes med Andy på Costa, der efterhånden er blevet stamcafeen. Efter atter en gang at have svinet hinanden til og mundhuggedes over, hvilken superhelt er sejest (Spiderman!), stikker Tami hovedet ind til et farvelknus, inden jeg mødes med Eke til omgang mexicanermad. Efter middagen mødes vi med danske Michael, som Andy har introduceret mig for over telefonen. Sammen drager vi mod the Wollshed, hvor den uigenkaldelige sidste pubquiz løber af stablen. Efter nogle sjove og hyggelige timer i mine pigers selskab er det blevet tid til det endelige farvel. Og som forudset, vælter tårerne frem atter en gang. Man skulle tro, det blev lettere at sige farvel, men nej – tværtimod.

Efter små fire timers søvn vækkes jeg med Sms’er hjemmefra fra familie og venner, der ser frem til min hjemkomst, og selvom jeg kommer til at savne Irland, er det både rørende og rart at vide, at man er savnet derhjemme.

Med trætte og blodskudte øjne løber jeg lejligheden igennem for sidste gang, inden Andy kommer forbi og hjælper mig ned fra anden sal med to kæmpe kufferter pakket til bristepunktet. Sammen traver vi mod busstationen, og alt for hurtigt er det blevet tid til et sidste farvelknus. Øv, hvor er det forfærdeligt.

Som bussen kører ud af byen, og Cork forsvinder fra syne, dæmrer det for mig, at min tid i Irland har nået sin ende og som så mange gange før, triller tårerne.

Efter 3,5 time når jeg Dublin lufthavn, hvor jeg må erhverve mig endnu en kuffert pga. af de mange souvenirs (dvs. tøj fra PENNYS, Irland store og billige tøjbutik) jeg har med hjem. Ups.. I det mindste går tiden med at pakke om, og for en stund distraheres jeg fra hjertesorgerne.

Da flyet tre timer senere skyder op mod himlen, jorden under mig svinder ind og mit elskede Irland, der har givet mig så mange oplevelser, forsvinder ud af syne, presser tårerne sig på igen. Og da jeg efter nogen tid tager mod til mig og hiver mindebogen spækket med hilsener fra mine internationale venner op af tasken, kræver det al min selvkontrol ikke at begynde at vræle foran de mange passagerer.

Som hjulene godt to timer senere rammer dansk grund, er det med blandede følelser; jeg ved, der står mennesker på den anden side og spændt venter min ankomst. Alene den viden er rørende. Alligevel kræver det en dyb indånding at gå gennem dobbeltdørene og ud til en anden virkelighed. Gensynet med familien betyder nemlig også et endegyldigt farvel til min tilværelse i Cork.

Så snart jeg ser de glade ansigter og omfavnes af familiemedlemmer, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Et hav af følelser går gennem mig og det hele er pludseligt meget overvældende.

4,5 måned er gået. Hvor tiden blev af, begriber jeg ikke. De sidste måneder har været intet mindre fantastiske! Og uden det skal lyde alt for klicheagtigt, vender jeg hjem med ny lærdom – både på det akademiske såvel som det sociale niveau, og en følelse af at have bedrevet noget stort, udfordret mig selv og taget ved lære.

En tak til alle de fantastiske mennesker, der de sidste måneder har fungeret som min familie. En tak til UCC, Cork og Irland. Og naturligvis en tak til dig, der har fulgt min blog. Jeg håber, at du har nydt at læse den, i lige så høj grad som jeg har nydt at skrive den!

Skulle du have lyst til at læse mere fra min hånd, kan jeg henvise til min nye blog
www.dengladepessimist.blogspot.dk

Tak for denne gang og godt nytår!

Nina

Fire fantastiske, forrygende måneder

På st. Stephen’s Day, dvs. anden juledag, tager Bauke og jeg bussen til Blarney, hvor vi besøger det gamle slot med snævre, snoede og stejle trappeopgange! På toppen af det imponerende tårn kysser vi den berømte Blarney Stone, der ifølge legenden velsigner kysseren med syv års veltalenhed. Efterfølgende traver vi gennem den imponerende park, der byder på blomster og planter i alverdens afskygninger, palmer sågar, samt ruiner, åbner vider og vandfald. De små, snoede skovstiger leder os til ønsketrappen, hvor man, ifølge sagnet, får et ønske opfyldt inden for ét år, går man baglæns og med lukkede øjne ned ad de stejle trin – hvilke i øsende regnvejr og med dårligt knæ er lidt af en udfordring. Efter at have boltret os i den smukke have i hele tre timer, vender vi skuden hjemad.

Bauke og jeg

Dagen efter skulle jeg egentlig have været med Bauke, samt hendes mor og kusine, forbi Jamesons destilleriet, men da togbilletten viser sig at koste det vide ud af øjnene, bruger jeg i stedet dagen i selskab med Andy. Andy, som er utrolig snaksaglig, overvejer at læse til præst, så det meste af eftermiddagen går med at diskutere religion, og da jeg ni timer senere trasker hjemad er det med lidt mildere øjne jeg anskuer kristendommen.

Lørdag aften, efter at have arbejdet med min stil hele dagen, smutter jeg forbi Andy, der inviterer til middag og Mel Gibson filmaften! (Så bliver det ikke meget bedre!) Her møder jeg en håndfuld nye mennesker, og selvom de alle sammen er utrolig søde og imødekommende, orker jeg virkelig ikke mere ligegyldig small talk. Jeg er dødenstræt af at møde nye mennesker og svare på de samme trivielle spørgsmål. Fire måneders konstant socialisering er ved at sætte sine spor.  Vi har dog en hyggelig aften, og mens pigerne (dvs. jeg) savler over Gibson, kaster drengene sig ud i et større legobyggeprojekt. 

Søndag bytter jeg Nicolas bedstemors kirke ud med Andys foretrukne frikirke. Her mødes jeg af afslappede og imødekommende mennesker, der viser oprigtig interesse i mig, og på ingen måde er påtagede eller kvalmende kristne.

Prædiken foregår på første etage i en limegrøn sal uden alter og døbefond, mens bibler uddeles, således, at forsamlingen kan følge læsningerne fra gæstetaleren.

Selvom det irriterer mig voldsomt, at folk kommer vadende tyve minutter inden i gudstjenesten, børn render rundt og leger mellem stolerækkerne, og flere henter te og kaffe midt under prædiken, er det alligevel denne afslappede, uformelle stil folkekirken, efter min mening, mangler. Samlesang og orgelspil erstattes af lovsang med guitar og violinspil, og straks farer tankerne til efterskolen, hvor lovsang var et højdepunkt, og det går op for mig, hvor meget jeg har savnet at synge.

Hjemme igen klikker jeg mig forbi tumpekorets hjemmeside og overvejer alvorligt om jeg skal melde mig til.

Mandag er det blevet tid til at tage afsked med Bauke. Det bliver simpelthen SÅ underligt ikke at have hende rendende mere! Bauke er uden sammenligning den, jeg har tilbragt mest tid sammen med de sidste fire måneder, så det bliver tomt ikke at have hende hér mere.

Senere i byen render jeg ind i Michael som jeg ikke har set i evigheder! Vi aftaler at mødes en sidste gang inden jeg om 1½ uge sætter kursen mod Danmark.

Nytårsaften skulle jeg egentlig have tilbragt med Bella, som har inviteret mig til fest hos nogle af sine venner. Dog har hun, den forræder, valgt at blive i Sydafrika året ud, og selvom jeg er lidt skuffet, passer det mig alligevel fint ikke at have de store planer; nytår har aldrig været mig og efter fire måneders intens socialisering er jeg drænet for energi og orker ærligt talt ikke at møde flere nye mennesker. Jeg har derfor ikke noget imod en stille aften. Desuden synes nytår ikke at være den store fest på disse kanter; byen er komplet lukket ned og på slaget 12 hører jeg kun enkelte raketter i det fjerne.

Torsdag mødes jeg atter en gang med Andy til en omgang frokost.  Andy, den sjover, er jeg hurtigt gået hen og blevet glad for. Han kan som ingen anden svine mig til med sin sarkastiske humor, mens han med kyshånd tager imod ligeså mange verbale tæsk. Hold kæft vi har det sjovt! Det ærgrer mig virkelig, at jeg har mødt ham så sent i forløbet!

Og når jeg tænker tilbage på tiden der er gået, er den fløjet af sted! Jeg begriber ikke, hvor de fire måneder er blevet af! Det føles som har jeg været her en uge! Når jeg ser tilbage på alle de fantastiske mennesker jeg har lært at kende, de steder jeg har besøgt og de udfordringer jeg har mødt, føles de fire måneder på én og samme tid som et knips med fingrene, mens farvellet i lufthavnen i september føles som et fjernt minde.

Selvom jeg har nydt min tid i Irland, bliver det nu alligevel rart at komme hjem.

Fredag får jeg langt om længe langt sidste hånd på semesterets sidste stil og tager dermed hul på en måneds pause fra lektier og skolearbejde, inden sjette og sidste semester løber af stablen i februar.

Nu med jordskælv

Alt for tidligt lørdag morgen (det er UMULIGT at være A-menneske, når man er på udveksling) tager Bauke og jeg bussen til Cork lufthavn og henter bilen vi har lejet for weekenden. Som frygtet viser det sig, at Bauke med sine 23 år ikke er berettiget til at køre. Hun må i stedet fungere som navigatør, mens jeg med bankende hjerte og rystende ben sætter mig bag rettet. Jeg er på grænsen til et nervøst sammenbrud og på nippet til at aflyse alle planer, men Bauke beroliger mig med sin kyndige navigering og rolig stemme, og lynhurtigt finder jeg rytmen; stig af sted går det gennem Cork midtby, hvor jeg først viser Bauke Black Rock Castle inden vi beslutter os for at køre nord ud af byen mod Mallow.

Videre af de smalle, hullede veje, hvor det er tilladt, men komplet uforsvarligt (!) at køre med 100 km/t, går det, og som vi passerer en række småbyer, tager uvejret til.

Hen på eftermiddagen når vi Tipperary by, hvor vi beslutter at gøre hold for natten. Efter en tiltrængt frokost lokaliserer vi det billigste B&B, inden vi begiver os rundt i den lille, historiske by, hvor vi følger the historic town trail of Tipperary og blandt andet støder på en kirkegård dedikeret til de mange ofre for kartoffelpesten samt en række kirker og monumenter – naturligvis – og nyder, at regnen for en stund holder inde. På Tipperary Hills mødes vi af en smuk, farverig solnedgang, og bjergene i vest, som solen stille synker ned bag, gør kun scenariet endnu mere spektakulært.

Efter en omgang full Irish breakfast søndag morgen sætter vi kursen mod Rock of Cashel, der er én af de bedst bevarede og mest imponerende borgruiner Irland har at byde på. På vejen dertil passerer vi en række snedækkede bjerge, hvilket er noget af et særsyn, da det kun sjældent sner på den grønne ø. Landskabet vi kører igennem ad de små landeveje er intet mindre end storslået og noget alle burde opleve! Cashel by er, som de fleste landsbyer, lille, men hyggelig, mens borgen og ikke mindst udsigten fra bakketoppen er fortryllende. 

Turen fortsætter til Fethard, der er kendt for sin bymur. Ved floden jages vi på flugt en af en flok arrige gæs, inden regnen vælter ned fra oven og vi må søge tilflugt i bilen. Her beslutter vi at kører mod Cahir, hvor endnu en imponerende borgruin venter os.

Efter at have udforsket det gamle slot sætter vi kursen mod Cork, inden mørket for alvor falder på, og på motorvejen når jeg helt op at køre 120 km/t. Generelt er det gået godt med kørslen; det er ikke nær så nervepirrende, som jeg havde forestillet mig. Enkelte gange griber jeg ud efter gearet i stedet for at blinke af, men jeg formår da at bringe os sikkert tilbage til Cork efter at have tilbagelagt godt 300 km.

Lillejuleaften overraskes jeg med både kort og gaver fra familie og venner, og jeg mærker en klump i halsen og en umådelig lykke skyller ind over mig i ren taknemlighed over de mennesker, der tænker på mig i julen. Det rører mig dybt og jeg overvældes af glæde.

Som jeg sidder dér med glædestårer i øjenkrogen, vælter minderne frem; det bliver dybt mærkeligt for første gang at fejre jul uden and, pakkeleg og juletræsdans i familiens skød. På den anden side er jeg glad for min beslutning om at blive i Irland julen over, hvor der venter mig en lang række nye eventyr.

Juleaftensdag tuller jeg rundt og nyder for en gangs skyld at være alene, og mens stormen tager til derude og lukker for adgangen til tv og internet, får jeg gjort hele hytten ren. I avisen læser jeg desuden, at Cork for nyligt har været ramt af jordskælv. Hvem sagde, der aldrig sker noget på disse kanter…

Klokken 21 tager jeg til midnatsgudstjeneste (…) i St. Peter’s and Paul’s kirken i centrum af byen – en af mange kirker jeg endnu ikke har besøgt, selvom jeg efterhånden har mistet overblikket.

Byen ligger fuldstændig øde hen; samtlige butikker, cafeer, restauranter, sågar pubber, holder julelukket. Aldrig har jeg oplevet Cork så mennesketom.

I kirken mødes jeg af betagende spidsbuer holdt oppe af marmorsøjler, mens de mange rosetvinduer kun overgås af det overdådigt udsmykkede loft i koret i alverdens blå farver og guldbelagte udskæringer.

Den gamle kirketjener formår kun lige med en meterlang lysstang (?) på rystende hænder at tænde de seks prægtige stearinlys placeret godt fire meter over alteret. Som orglet slår an, slukkes lyset i skibet således, at kun stearinlysene samt spotlysene, placeret rundt på væggene mellem bibelfigurerne, skinner ned på alteret, eller nærmere betegnet, scenen. En klokke lyder og den 200 mand store forsamling rejser sig for rækken af præster og hjælpere, der langsomt og med foldede hænder bevæger sig frem ad midtergangen, mens en tyk, parfumeret duft af røgelse breder sig i den højloftede kirke.

De tre præster i gyldne rober og kantede sorte hatte med kvast ledsages af seks drenge i de mærkeligste munderinger; de ældste iført en slags sort præstekjole med hvidblond bluse uden over, der mest af alt minder om en natkjole. De to yngste drenge (jeg skyder den yngste til at være omkring fem år) bærer ligeså en slags hvid kjole, dog uden blonder, og med røde klæder under. Den yngste bærer desuden Jesusbarnet af porcelæn, der forsigtigt lægges på plads i det udstillede krybbespil. 

Hvis dette syn ikke var besynderligt nok, må jeg tilbageholde en latter, som alle præsterne og deres håndlangere knæler og bukker for alteret, hver gang dette passeres – hvilket sker utallige gange!

Den ældste af de tre præster begynder, med ryggen til forsamlingen, en lavmælt messen på latin (gætter jeg), mens røgelsesbæreren er optaget af at fylde kirken med endnu mere røgelsesstak, der efterhånden indhyller scenen (alteret) i tåge. De andre hjælpere har travlt med at folde hænder og se alvorlige ud, mens de to andre præster bærer rundt på kæmpemæssige guldbelagte bibler, som holdes over deres bukkede hoveder. En halv time går med denne komiske og totalt ligegyldige seance, med præster, kirketjenere og hjælpere, der bukker, knæler og messer mere til hinanden end for forsamlingen, der tyst følger med på sidelinjen.

Mens jeg sidder her og overvære en af de besynderligste messer i mands minde, og kigger rundt i den imponerende udsmykkede kirke, kan jeg ikke lade være med at tænke, at alt denne prompt og pragt, dette cirkus, er det præcis modsatte af julens budskab.

De mange buk og svirp med røgelseskaret får langt om længe en ende som den tudsegamle præst bestiger prædikestolen. Her overraskes jeg over, hvordan den fromme, forcerede og formelle stil brydes, da lydanlægget driller og præsten spontant udbryder ”Houston, we have a problem.”

Den ultrakorte prædiken på små 10 minutter erstattes af nadvergang, som er hurtig og effektiv, idet den oldgamle præst dypper oblater på stribe i vinbægeret og placerer det lille stykke brød i munden på de knælende.

Mere latinsk messe, bukken og knælen følger, og fra min plads på femte række oplever jeg et deja vu.

Efter 1½ time, der nærmere føles som 1½ uge, slipper jeg ud i friheden og ud i den isende kolde decemberluft. Katolsk messe er vidst ikke lige mig.

Første juledag, som svarer til vores 24. december, besøger jeg amerikanske Nicolas og hans familie, der har tradition for at invitere de få internationale studerende, der vælger at blive i Cork julen over, til julemiddag.

Klokken 14 trasker jeg derfor gennem den øde by og hos familien bydes jeg velkommen af bedstemoren, som både er nedladende og bedrevidende, og før jeg ved af det, har jeg lovet at tage med hende i kirken på søndag. Av for en kattepine! Hvordan slipper jeg lige ud af dén??

Den otte mand store familie, som både har amerikanske, canadiske og britiske rødder, bor i et meget typisk smalt, fleretagesrækkehus, hvor rodet flyder. Livet levet tydeligvis uden for hjemmet!

Under middagen falder jeg i snak med irske Andy samt Nicolas far, Frank, som angriber mig med spørgsmål og tvinger mig til at forsvare min studieretning og interesse for politik. Jeg tages fuldstændig på sengen og overraskes mildes talt over dette uventede og noget aggressive angreb. Andy, som egentlig startede diskussionen, kommer mig dog til undsætning og jeg ender med at bruge det meste af aftenen i samtale med ham. Det viser sig, at han bor i samme kompleks som mig, og, at jeg kender hans to søstre. Desuden har vi nærmest alle emner vi vender til fælles. Sjældent har jeg mødt et menneske, jeg har SÅ meget til fælles med og som jeg rent faktisk kan føre en samtale med uden det bliver kedeligt. Det tilsyneladende eneste vi ikke har til fælles er vores favoritsuperhelt. Spiderman er klart sejere end Batman! Det ved alle da!

En rædselsuge får en ende

Fredag starter som torsdag endte; med tårer. Jeg er fuldstændig knust over gårsdagens mange afskeder. Peter forsøger lidt akavet at trøste mig, men jeg værdsætter hans forsøg. Jeg ville ønske Dennis var tilbage fra Paris!

Efter at have afleveret endnu en stil i historiedepartementet mødes jeg med Eke i til en kop chai latte, vores store passion, inden samme Eke om aftenen invitere til middag med hollandsk slik. Her præsenteres jeg for honningkage med glasur og nødder, mens tyskerne og sydafrikanske Bella for første gang i deres liv sætter tænderne i pebernødder.

Aftenen stryger af sted; pludselig er kl. blevet 1 og tiden kommet til at sige farvel til Bella, der som helårsstuderende heldigvis kommer tilbage til Cork om et par uger. Så denne afsked er heldigvis ikke nær så hjerteskærende.

Derhjemme render jeg ind i Dennis, der ENDELIG er kommet tilbage fra Paris. Hvor er det godt at se ham igen!

Lørdag bliver jeg af Alina inviteret til brunch hos tyske Tamaris, som jeg har mødt til et par fester. Tamaris, som var dybt chokeret over, at jeg, sidste gang jeg mødte hende, ikke havde planer for juleaften, har været så sød at arrangere en juleaften for mig gennem nogle af sine irske venner. Jeg er dybt rørt! Hvor er det dog sødt af hende – især da jeg knap nok kender hende! Det viser sig, sjovt nok, at være den samme amerikanske familie, som allerede har inviteret mig.

Efter en meget piget brunch har jeg et par timer til at skrive min stil, inden jeg om eftermiddagen mødes med Laura og Eke til julemarkedet, der dog viser sig at være lukket pga. vejret, der absolut ikke har vist sig fra sin gode side de seneste par dage med storm og regn i rigelige mængder. Vi søger i stedet ly på en pub, hvor der serveres gløg og mints pie, mens et julekor giver koncert.

Aftenen slutter til min lettelse tidligt; jeg har socialiseret hele dagen og har stadig en stil, der ligger og venter. Dennis har dog inviteret samtlige internationale studerende til fest i lejligheden, så det er begrænset, hvor meget jeg får arbejdet.

Søndag får jeg endelig en chance til at tale med Dennis mens vi sammen gør lejligheden ren efter nattens udskejelser. Øv, jeg kommer til at savne ham!

Om aftenen mødes Laura, Bauke, Eke og jeg atter en gang og sammen drager vi mod julemarkedet, der denne gang er åbent. Alle boderne er dog madboder og pariserhjulet har vi allerede besøgt. Byen og især parken er dog særlig udsmykket til lejligheden og en oplevelse i sig selv. Vi når lige igennem den fortryllede park med alfer, feer og nisser, inden regnen er tilbage og vi igen må søge ly på en pub – denne gang til en omgang karamelliseret brandy med popkorn til. Efter et par timer er det blevet tid til at sende Laura og Eke hjem på juleferie, men heldigvis når jeg lige at se dem igen i januar når de er tilbage til 2 semester. Hvor er det snyd, at andre kan være af sted et år, mens vi i DK kun må rejse ud et enkelt semester! Desuden har jeg ikke hørt om andre, hverken fra Danmark eller andre lande, der har måttet igennem TOEFL-test trængslerne og betalt i dyre domme for denne sprogtest, for at komme på udveksling, hvilket synes enormt urimeligt!
Hjemme igen støder jeg ind i en grædende Dominique. Dennis, den klaphat, har på deres næstsidste aften valgt at tage i byen med sine venner. Jeg må derfor sende ham en besked og pænt bede ham om at være en god kæreste og komme hjem. Inden for et kvarter er han hjemme og jeg overlader derfor trøsteriet trygt i hans hænder og smutter tilbage til min stil, inden Karina endnu senere stikker hovedet ind til et farvelknus.

Mandag, efter ENDELIG at have afleveret min hadet Platonstil, mødes jeg med Jens til en lille sludder og et ordentlig bjørneknus! Han er en herlig fyr, ham Jens, og jeg håber virkelig at se ham igen i Danmark, selvom det kan blive lidt bøvlet når han bor i Esbjerg.

Samme eftermiddag mødes jeg med Sarah, som var én af de allerførste personer jeg mødte, men som jeg aldrig rigtig fik et forhold til. Vi har dog en del fælles venner og de mange pubquizzer har ført os tættere sammen. Vi ender på en cafe, hvor vi samtaler i hele to timer.

Hjemme igen lykkes det mig endelig at komme i gang med min otte siders stil om handicap i det offentlige rum. Efter selv at have totalskadet mit knæ, er jeg virkelig begyndt at ligge mærke til og ikke mindst værdsætte de mange ramper og handicapvenlige bygninger der findes i Cork. Den irske befolkning er af uforklarlige grunde hårdt ramt at sclerose (og glutenallergi for at det ikke skal være løgn) og dette ses tydeligt på infrastrukturen med ramper, elevatorer og brede veje og dobbeltdøre etc.

Om aftenen tager Dennis atter til fest, og jeg render tilfældigt ind i Dominique på gangen, som efterhånden er blevet en slag fjerde sambo, og vi ender med at samtale om alt og intet de næste mange timer, og før vi ved af det, er Dennis hjemme igen og min afsked med Dominique kommet. Selvom jeg ikke har haft voldsomt meget med hende at gøre, har det været hyggeligt at have hende på besøg/ boende; vi kommer godt ud af det med hinanden og især har det været sjovt at kunne drille Dennis i fællesskab.

Dennis og jeg

Tirsdag er jeg tilbage hos fyssen til endnu en omgang ultralyd, inden Mads ligger vejen forbi Cork. Sammen har vi en hyggelig dag; jeg viser ham mit hjem, byen og campus, og vupti er timerne fløjet og han sidder på bussen på vej hjem til Limerick.

Hjemme igen finder jeg i stuen et brev fra Peter, som har valgt at flytte ud en uge før planlagt… Hold da op, dét havde jeg ikke lige regnet med..! Selvom jeg aldrig blev tæt med Peter, var jeg glad for hans selskab og vores mange snakke om politik og historie. Det bliver mærkeligt ikke at have ham rendende mere - især da jeg havde forventet at have ham boende en uge mere og endnu værre da dette også er Dennis’ sidste dag. Heldigvis er Dennis hjemme og ikke sen til at uddele knus og kram som tårerne presser sig på. Øv, hvor jeg kommer til at savne den dumme tysker!!

Vi bruger aftenen i hinandens selskab, taler om ingenting og alting, griner, græder (for mit vedkommende) og nyder hinandens selskab en sidste gang, inden vi om aftenen sammen tager i byen, hvor det også her er blevet tid til at sige farvel til Ann, som jeg gennem hele opholdet har haft et godt, men ikke videre tæt, forhold til, og Alina, som jeg, trods vores uoverensstemmelser, kommer til at savne! På pubben falder jeg i snak med en af Alinas venner fra Spanien, Raul, som inviterer mig til jul i Belfast. Jeg har dog allerede takket ja til amerikanske Nicholas, som hvert år inviterer de internationale studerende til julemiddag. Det skal nok blive en rigtig spændende og anderledes jul.

Onsdag morgen oprinder og selvom det blev sent i går og jeg er total udmattet af gråd og manglende søvn, står jeg alligevel op før Fanden får sko på for at sige farvel til Dennis.

En tårevædet afsked senere tager jeg med blodskudte øjne imod Sarah, som kigger forbi inden hun rejser på juleferie til Tyskland.

Vejret udenfor er elendigt og matcher mit humor. Det har stormet og stået ned i stænger i flere dage, og pludselig hører jeg udrykningskøretøjer på stribe. Det viser sig, at taget på hovedbanen har givet efter for vinden og nu ligger spredt ud over skinner og parkeringsplader.

Vejret til trods bevæger jeg mig ud, hvor jeg får solgt min cykel og atter engang tømt velgørenhedsbutikken med brugte og billige sager, Oxfarm, for bøger, inden jeg smutter forbi tesco, som tilbyder de mærkeligste produkter: Ærtemos, backed beans med cocktailpølser og spaghetti med kødsovs alt sammen på dåse! Eller hvad med en omgang brun sovs på tube? Generelt er udvalget stort og de fleste supermarkeder minder om BILKA, hvor alt fra tøj, musik og madvarer tilbydes! Hvert supermarked besidder desuden en bager og en delikatesse, for ikke at nævne hurtige og effektive selvscanningskasser.

Hjemme i tørvejr går jeg i krig med min stil, men jeg har mere end almindelig svært ved at koncentrere mig, da minderne vælter frem og tårerne fosser ud med jævne mellemrum. Jeg må derfor endnu engang bede min professor om udskydelse og godtager han ikke min forklare, fratrækkes jeg 10 % i den overordnede vurdering.

Efter en lang dag alene i lejligheden (det er mærkeligt at have det hele for sig selv) smutter Bauke, som heldigvis stadig er her, forbi til middag, inden vi om aftenen tager til opera julesalmekoncert i én af de nærliggende kirker. Det 50 mand store kor i farvestrålende klæder og det store liveband med strenginstrumenter og blæsere er intet mindre end fænomenalt! I to timer lytter jeg fascineret og glemmer for en stund, hvilken forfærdelig uge det har været. 

Hvor blev tiden dog af?

Onsdag formiddag starter med eksamen i filosofi, og som vi får udleveret spørgsmålene, fortryder jeg pludseligt, hvor lidt jeg har læst op… Ikke, at jeg ved, hvornår jeg skulle have haft tid… Det hele lysner dog lidt, da jeg efter eksamen mødes med Linda til en omgang kantinefrokost, men først tager jeg mod til at mig spørger min ekseptionelle hotte professor om tatoveringen på hans arm, som jeg har været fascineret af lige siden dag ét.

Årets sidste timer løber af staben om eftermiddagen og hvilken bedre måde at fejre et veloverstået semester på end med yndlingsfaget med yndlingsprofessoren. Timen går med fremlæggelser, og jeg skal virkelig koncentrere mig for at forstå, hvad der bliver sagt. Selvom den irske accent er fantastisk, kan den til tider, og især i Cork, være svær. Desuden er fremlæggelsen enorm dårlig idet der læses højt fra power point siderne, der er proppet til bristepunktet med tekst. Derudover kan gruppen ikke svare på særlig mange af lærerens spørgsmål og forsvarer deres manglende viden med, at lærebogen ikke besad svarende. Jeg er chokeret! Hvordan man som elev være tilfreds med sådan en fremlæggelse? Og hvordan kan man som lærer godkende så dårlig en præstation? Selvom irere ikke er vant til at fremlægge og mange elever først bliver bedt om at strikke en PP og fremlæggelse sammen på universitet, er det skræmmende dårligt, at ikke bare denne gruppe, men samtlige grupper, der har gennem semesteret har fremlagt, har præsteret så dårligt og uden konsekvenser. Dén var altså ikke gået i Danmark, og for første gang begynder jeg at kunne forstå, hvorfor vi fra 8. klasse har skullet igennem disse trængsler.

Med Josh Groban aka Pär

Fremlæggelsen markerer slutningen på semesteret. Tænk, at året allerede er omme! Aldrig er et semester gået så hurtigt! Jeg begriber det ikke… Vi er jo lige startet!

Resten af dagen samt det meste af torsdagen går med at panikke over stilen, der skal afleveres i morgen! Med en lægeerklæring i hånden får jeg dog udskudt min aflevering i både filosofi og social geography, og kan derfor med god samvittighed for sidste gang mødes med Sabrina til en kop kaffe om eftermiddagen.

Om aftenen inviterer overbo Ann til fødselsdag, men da det i dag også er Baukes (og Dominiques for at det ikke skal være løgns) fødselsdag, stikker jeg kun lige hovedet ind inden jeg smutter med slænget til pubquiz, hvor jeg hygger mig over svenske Pär, der ligner Josh Groban, samt hans julesweater med farvestrålende lyskæde. Sådan én må jeg altså have! Mens vi sidder dér, quizzer, griner, taler, slår en tanke ned i mig og for første gang sætter jeg spørgsmålstegn ved min fremtid i Danmark.

Fredag inviterer den internationale studieforening til fællesfoto foran Hogwarts, og efterfølgende mødes jeg med Eke, som jeg efterhånden taler rigtig godt med og har en del tilfælles med, på Starbucks på campus, hvor vi løber ind i to tyskere, jeg husker at have talt med nogle af de allerførste dage, men ikke har set meget til. Alligevel ender vi med tale sammen en lille time.

Samme aften er det blevet tid til at fejre Baukes fødselsdag, hvilket naturligvis sker på Woolshedpubben, men denne gang til en omgang karaoke! Alle synger vi lige dårligt, og mens halvdelen af gruppen indtager scenen heppes og danses der løs fra sidelinjen. Jeg anede ikke, at det kunne være SÅ sjovt at gøre sig selv totalt til grin! Da selskabet hele to gange bliver bedt om at skifte bord, får vi som undskyldning og på husets regning serveret en hel kande cocktail og øl, altså dobbelt op af, hvad vi allerede har på bordet, og vupti stiger stemninger markant som den ene cocktail/ øl efter den anden skylles ned og efterfølgende forbrændes med en svingom.

Lørdag går turen forbi Zoo Tattoo, hvor det denne gang er blevet min tur til at forevige dette irske eventyr i form af en trekløver, som Tabita fra efterskolen har designet til lejligheden.

Samme eftermiddag rejser Dennis med Dominique på miniferie til Paris, og selvom det bare er for et par dage, mærker jeg en klump i halsen, da vi siger farvel, velvidende, at det næste farvel bliver det sidste. Dennis, som jeg er blevet rigtig glad for, kommer jeg virkelig til at savne! Han er en alle tiders, total ukompliceret fyr og hans eksemplariske humor matcher min til perfektion! Vi har det virkelig godt sammen og jeg ved, at jeg kommer til at savne ham enormt!

Om aftenen inviterer den internationale studieforening til fest på the Old Oak pubben, som er reserveret til lejligheden. Her har vi en sidste mulighed for at tage afsked med vores internationale venner og min mindebog fyldes hurtigt med små hilsener, som jeg ser frem til (og så alligevel ikke) at læse på flyet hjem. På vej ud støder jeg ind i en meget fuld, og meget kærlig, Jens, der laver en scene ved at råbe og skrige og gribe fat i mine ben, som jeg skal til at forlade pubben. Jens, som jeg ikke har talt meget, men godt med når vi har mødtes, er en herlig fyr og jeg håber at holde kontakten når vi er tilbage i Danmark.

Dagen efter inviterer Florian og Magdalena til farvelfest med mad fra det østrigske køkken. Som aftenen skrider frem og det bliver tid til at sige farvel, mærker jeg tårerne presse sig på. Denne farvelsammenkomst er blot én af mange og jeg gruer ved tanken om at skulle se alle mine venner, min nye familie, rejse herfra og forlade mig. Puha, det bliver en hård uge!

Efter otte timer kan det definitive farvel ikke udsættes længere og kl. 1 trasker Bauke og jeg hjemad. Det er efterhånden normalt at være oppe til sent – jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i seng før midnat. Som vi bevæger os gennem centrum, bemærker jeg, hvordan de fleste pubber, klubber etc. allerede er lukkede og gaderne stort set er mennesketomme. Generelt er Cork et trygt sted med kun lidt kriminalitet. Jeg føler mig tryg og er ikke bange for at gå alene hjem midt natten – men det er nu rart at have Bauke ved min side.

Mandagen er følelsesladet. Farvelfesten i går har virkelig påvirket mig og hele dagen går jeg rundt og halvsnøfter. Fuck, det er hårdt at sige farvel!

Om aftenen mødes jeg med Laura til den sidste selvforsvarsklasse, hvor de første fem sessioner løbes igennem, inden det også her er blevet tid til at sige farvel. Øv, hvorfor har alting en ende??

Ines og jeg

Efter at have brugt det meste af tirsdagen i Bens selskab er det om aftenen blevet tid til grim-sweaterfest. Det er desuden reglen nærmere end undtagelsen, at folk ved højlys dag render rundt i de sjoveste, mærkeligste, GRIMMESTE julesweatre og julekostume både på campus og i byen. Således var dommeren ved fodboldkampen i fitness centeret forleden klædt i julemandskostume. Til festen falder jeg i snak med to spaniere, Ines og Jesus, hvis engelskkundskaber, deres nationalitet taget i betragtning, er gode, og smager for første (og sidste) gang i mit liv jelly shot, inden turen går videre til The Baily’s pubben i centrum, hvor det er umuligt for resten af selskabet at føre en samtale i et normalt toneleje med spaniere og italienere i gruppen, der om muligt er endnu mere højtråbende efter et par drinks.

Onsdag morgen støder jeg i tesco ind i den østeuropæiske tigger, der altid sidder på broen jeg skal krydse for at komme til centrum. Hun er travlt optaget af at skrabe løs på et skrabelod. På hjemvejen passerer jeg hende på broen, hvor hun foruden rullen med chips, både har erhvervet sig en ny håndtaske samt et julemandskostume til sin chi wau wau…

Hjemme igen tager jeg hul på Platonstilen, som blev udskudt pga. knæsmerter, inden jeg mødes med Linda, der rejser hjem i morgen, til en kop te i byen.

Senere stikker Ann hovedet ind og endnu senere inviterer Alina til middag, så stilen må vente.

Torsdag morgen oprinder – dagen jeg har frygtet længe. Med hamrende hjerte og tårerne allerede lurende i øjenkrogen, går jeg med tunge skridt mod cafeen i centrum, hvor det er blevet tid til at sige farvel til Ben.

Hjemme igen er Joanne stort set færdig med at pakke sit værelse ned og jeg når lige at sige farvel, inden hun flytter.

Først på aftenen har jeg på ingen måde lyst til at socialisere, men trænger til at komme ud. Jeg bevæger mig derfor med røde og hævede øjne til julemiddag, hvor jeg møder en masse nye mennesker og ender med at blive inviteret til juleaften. Humøret er derfor noget bedre, da jeg senere på aftenen mødes med slænget til den allersidste omgang pubquiz - lige ind til det er tid til at sige farvel til Pär.